Glem krisen - køb større julegaver
Butikker håber, at kunderne er trætte af at spare
Årets julehandel bliver måske den vigtigste nogensinde for de østjyske butikker.
Efter et år, hvor østjyderne har været tilbageholdende med at svinge dankortene, håber butikkerne, at salget af julegaver kan være med til at redde en del af den tabte omsætning.
- I Aarhus har vi en vis tiltro til, at det nok skal gå, og vi er oppe på tæerne for at sikre årets julehandlen. Julehandlen er utrolig afgørende for butikkerne. En pæn stor del af årets omsætning ligger i december og den sidste del af november, siger direktør for Aarhus City Forening Claus Bech til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Trætte af at spare
Også i andre østjyske byer er forventningerne til julehandlen store. Efter en lang periode med smalhals håber blandt andre citychef Claus Broe fra Silkeborg, at kunderne er blevet trætte af at spare.
- Jeg forventer en god julehandel. Nu har kunderne holdt så længe igen, at de snart får lyst til at sætte forbruget op.
I Skanderborg er erhvervschef Anja Ellersgaard Basse helt på linje med sin kollega i Silkeborg.
- Folk har holdt igen i lang tid. Måske er det nu, at de tager pungen frem og begynder at bruge flere penge.
Holder mere på pengene
Formand for Grenaa Handelscenter Birgitte Buus håber også på et stort julesalg, selv om mange forbrugere har holdt igen tidligere på året.
- Det paradoksale er jo, at folk ikke har fået færre penge imellem hænderne. De holder bare mere på dem - eller afdrager mere på deres lån. Men måske siger folk til sig selv: Nu er det jul, og vi gider ikke længere at spare. Vi skal forkæle os selv, siger Birgitte Buus til TV 2 | ØSTJYLLAND.