Glatte veje i Østjylland

Tøvejret kombineret med frost i nattetimerne, gav her til morgen meget glatte veje i Østjylland.

Det er de seneste dages tøvejr, der har drillet østjyderne her til morgen. Nattens frost gav nemlig spejlglatte veje mange steder, og Falck har haft travlt.

- Der har været tre mindre færdselsuheld, og 10 biler der er kørt ind i hinanden i Århusområdet. Men bilisterne har lært at køre pænt, siger driftsleder Thomas Dietz fra Falck.

I løbet af dagen forventer DMI snebyger flere steder, men i eftermiddag bliver det mest tørt med en del sol. I nat kommer der atter frost, så risikoen for glatte veje er til stede igen i morgen tidlig.