Glatføre og snefygning: Forvent ekstra rejsetid
Frost og sne driller morgentrafikken onsdag, og du skal forvente ekstra rejsetid, hvis du skal ud
Østjylland er stået op til sne, blæst og frostvejr, og det påvirker trafiksituationen rundt om i landsdelen blandt andet på E45, hvor trafikken i begge retninger snegler sig af sted.
Derfor lyder den klare opfordring fra både politiet og Vejdirektoratet, at man skal komme hjemmefra i god tid, være ekstra opmærksom og tage lidt af farten.
Der er sne og glat på vejene derude, så ned med hastigheden og kør efter forholdene. Pas på hinanden og kom godt frem #politidk
— SydøstjyllandsPoliti (@SydOjylPoliti) February 28, 2018
- Der er meldinger om glatføre i hele landet, siger Mette Nedergaard, der er vagthavende ved Vejdirektoratet.
Læs også
Hun fortæller, at sneen og kulden inden klokken 7.00 onsdag morgen endnu ikke havde været årsag til de store trafikale hændelser i Østjylland.
- Men det forventer vi desværre ikke bliver ved, siger Mette Nedergaard.
I løbet af hele onsdag vil der mange steder komme snebyger. Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, advarer om en risiko for snefygning flere steder i Østjylland.
DMI varsel om snefygning. : https://t.co/HsShtHFM2H pic.twitter.com/Huj24pw9Cn
— DMI (@dmidk) 27. februar 2018
Og det skal man være særligt opmærksom på, fortæller Mette Nedergaard.
- I de åbne områder kommer sneen ind med vinden, og det kan udvikle sig til farlige situationer. Man skal køre hjemmefra i rigtig god tid, hvis man skal ud, og så skal man tage noget af farten. Man skal forvente, at det kommer til at tage længere tid at komme frem i dag.
Læs også
Blandt andet på E45 er der meldinger om en del forlænget rejsetid.
Flack sendt på overarbejde
Også hos Falck har vintervejret sendt folk på overarbejde.
- Vi har en stor travlhed her til morgen på grund af sne, frost og snefygning. Det fyger til på motorveje og på de små veje. Vi har mange, der skal have starthjælp eller trækkes fri, siger Jesper Milo, der er driftskoordinator hos Falck.
Han fortæller, at en stribe uheld har ramt E45, men at det primært er sket i området ved Vejle og Kolding.
Mette Nedergaard anbefaler alle bilister, der skal ud at køre i dag, at de tager godt med tøj på, har en skovl og en opladet mobiltelefon med i bilen i tilfælde af, at man skulle komme ud for en uheldig situation.
For det er koldt i dag.
Temperaturerne holder sig i dag mellem tre og syv minusgrader, som det højeste, men kombineret med blæsten vil det føles som omkring -15 grader.