Glasmuseum indvier ny bygning

Glasmuseet i Ebeltoft indvier i dag en ny bygning med udstillingslokaler, butik og café.

Glasmuseet i Ebeltoft slog i dag for første gang dørene op til en ny tilbygning på næsten 1000 kvadratmeter. Indvielsen af den nye bygning fandt dermed sted på samme dag, som glasmuseet fejrede sit 20 års jubilæum.

Nybyggeriet er tegnet af de anerkendte arkitekter 3 x Nielsen. Bygningen indeholder ekstra museumslokaler, et magasin, en butik samt en café, hvorfra der er panoramaudsigt over Ebeltoft Vig og den lokale træskibshavn.

Dronning Margrethe skulle efter planen have været til stede ved indvielsen, men regenten har dog måttet melde afbud til arrangementet.