Glæde ved, at kunne ting selv
Kommune forsker i ældres livskvalitet
Giver det livskvalitet at kunne vande blomster, vaske op og gå en tur i supermarkedet?
Det har Randers Kommune med et forskningsprojekt sat sig for at undersøge.
Projektet går ud på, at ældre borgere får tilbudt hjælp til selvhjælp for at overvinde hverdagens udfordringer for for at finde ud af, om de ældre bliver livsglade af at være mere selvhjulpne.
120 borgere deltager i Randers Kommunes forskningsprojekt. Halvdelen af dem får hver uge besøg af en ergoterapeut, som skal hjælpe dem med at finde ud af, hvad de gerne vil kunne udføre i deres hverdag og giver dem midlerne til, at kunne det. Det kan for eksempel være en hårbørste med langt skaft eller kraftigt bestik.
De resterende 60 borgere fungerer som en kontrolgruppe for, at kunne sammenligne resultatet.
Glæde ved at vande blomster
82-årige Kamilla Larsen har været med i projektet. Hun har oplevet en glæde ved at gøre tingene selv.
- Det har hjulpet mig kolossalt i min hverdag. Jeg vil ønske, at andre også får glæde af projektet. Jeg har det meget bedre end jeg havde sidste sommer, siger Kamilla Larsen i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Jeg ville gerne blive bedre til at vaske op, skrælle gulerødder, vande blomster og handle ind.
Ergoterapeut Zita Jespersgaard, som har været tilknyttet projektet i Randers Kommune, har indtil videre oplevet gode erfaringer hos de ældre borgere, hun har trænet.
- Jeg oplever at borgerne er meget positive over for projektet, når vi rigtig er kommet i gang med træningen, da de faktisk kan mærke, at det hjælper, siger ergoterapeut Zita Jespersgaard.
Forskningsprojektet er støttet af Trygfonden og Ergoterapeutforeningen.