Glæde på Tranbjergskolen over udsigten til mere gadelys

Udskiftning af de gamle gadelamper i Aarhus øger trafiksikkerheden ved Tranbjergskolen

01:13

Aarhus Kommune er ved at udskifte alle de gamle gadelamper til LED-pærer, og det vækker blandt andet glæde på Tranbjergskolen i det sydlige Aarhus. Her bliver belysningen nemlig øget til gavn for især de cyklende børn.

- Det betyder, at børnene kan cykle trygt til skole. Før var det tit sådan, at hver anden lamper var gået ud, og der var så et mørkt stykke. Det var de ikke trygge ved, siger skolebestyrelsesmedlem Heidi Andreasen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Læs også Flere cyklister kom til skade i Østjylland

De nye LED-lamper bliver billigere i drift end de gamle, og det er årsagen til, at kommunen nu kan skabe fuld belysning på stierne til og fra Tranbjergskolen.

- Og så gør det også meget for miljøet, og vi bliver i Aarhus Kommune CO2 neutral. Vi bliver en grøn by med styr på økonomien, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget, Camilla Fabricius (S).

Læs også 3,6 mio. uddelt til østjyske projekter

Håbet for udvalgsformanden er også, at flere vil cykle fremover, når sikkerheden øges, og det er jo også gavnligt for sundheden, lyder det fra politikeren.

- Vi synes også, det er rigtig fint. Vi bruger stierne meget, fortæller Heidi Andreasen.

Du kan se interviews med bestyrelsesmedlemmet og politikeren samt klip fra Tranbjergskolen øverst på siden.