Glæde over østjysk minister
Peter Sørensen (S), der er borgmester i Horsens Kommune og medlem af Business Region Aarhus glæder sig over, at Troels Lund Poulsen (V) er blevet minister
Borgmester i Horsens Kommune og medlem af Business Region Aarhus Peter Sørensen (S) er godt tilfreds med, at Troels Lund Poulsen (V) er ny erhvervs- og vækstminister:
- Jeg kender jo kun Troels som en utrolig dygtig politiker, og han er valgt i Østjyllands Storkreds, så det kan jeg jo ikke være helt utilfreds med, at det er en politiker, der er valgt her i Østjylland, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se også: Erhverv: Troels Lunds opgave
Peter Sørensen mener, den østjysk-valgte politiker kan komme Østjylland til gavn:
- Det er da helt klart, at han har et indgående kendskab til et af de vækstområder, der i forvejen er i Danmark, og jeg er helt sikker på, at en minister i det område jo ikke vil sætte det på spil på nogen som helst måde, så hans fokus vil naturligvis være på Østjylland.
Ifølge Peter Sørensen er der to hovedpunkter, Troels Lund Poulsen skal se på for at forbedre vilkårene for erhvervslivet i Østjylland: E45 og at bringe uddannelsesinsitutionerne tættere på erhvervslivet.
Se også: Ministerpost til Troels Lund
Og skulle der flyttes statslige arbejdspladser væk fra hovedstadsområdet, så er man i Business Region Aarhus klar til at indgå i dialog om det:
- Skulle der være nogle tanker om at placere nogle statslige arbejdspladser i Østjylland - flere end dem, der er - så er er Business Region Aarhus også klar til at indgå i en klar dialog omkring det, siger Peter Sørensen.
Hør hele interviewet med Peter Sørensen øverst på siden.