Glæde over nyt våben mod rockere
Borgmester og skattechef i Randers glade for, at kommune og politi må udveksle oplysninger.
Det vækker glæde hos de kommunale myndigheder i Randers, at Justitsministeriet nu har sagt god for, at politi og kommune må udveksle fortrolige oplysninger om rockere.
Den nye afgørelse fra ministeriet gør det lettere for myndighederne at afsløre og straffe socialt bedrageri blandt rockerne. Ved at koble politiets oplysninger sammen med skattevæsnets har myndighederne i Randers således fundet frem til, at 20 rockere havde store huse, biler og motorcykler, selv om de officielt intet tjente.
Borgmester Michael Aastrup Jensen (V) og skattechef Ole Mikkelsen siger til TV2 / ØSTJYLLAND, at de er særdeles tilfredse med ministeriets afgørelse. Nu er kommunen sikker på, at den må udlevere stort set alle slags oplysninger til politiet, forklarer Ole Mikkelsen.
Se mere i aftenens udsendelser på TV2 / ØSTJYLLAND.