Glæde i SIF over skarphed

Silkeborg IF vandt torsdag 3-0 over ukrainske Metalurg Donetsk i en træningskamp

Silkeborg-træner Kim Poulsen er glad for sejren over ukrainerne og hæfter sig især ved skarpheden i begge felter - noget silkeborgenserne ellers har manglet i Superligaen.

Den nye Silkeborg-træner, der tog over efter Jesper Sørensen denne vinter, har tidligere været ude og efterlyse mere effektivitet og skarphed i felterne. Et hurtigt kig på Superligatabellen viser, at det er med god grund. Silkeborgenserne har blot scoret 8 mål i 17 kampe, mens holdet har indkasseret 26 af slagsen og ligger på sidstepladsen i Superligaen.

Torsdag fik træneren så skarphed i felterne, da Metalurg Donetsk blev slået med 3-0.

- Helt overordnet har vi haft fokus på form og organisation i denne uge - det at blive skarpere i begge felter. Jeg er derfor meget tilfreds med, at vi scorer tre mål, men bestemt også at vi holder nullet og giver meget få chancer væk mod en modstander, der for få måneder siden slog et stærkt hold som Shaktar Donetsk i den hjemlige ukrainske liga, siger Kim Poulsen til klubbens hjemmeside.

Se: SIF sejrede i Tyrkiet

Derfor var han naturligvis glad for sejren, som afsluttede Silkeborg IFs træningslejr i Tyrkiet.

- Jeg var spændt på kampen. Det er en stor klub og en stærk modstander, vi mødte, og det fik vi også at se. Det var dejligt at se, at de ting, vi har gået og arbejdet med i træningslejren, blev ført ud i livet. Spillerne viste god form, god organisation, og det giver god energi til holdet at se, at de ting, vi har haft fokus på, også fungerer i praksis, siger Kim Poulsen.

Under opholdet i Tyrkiet har Silkeborg IF også mødt japanske Shonan Bellmare, men her blev det til et nederlag på 4-1.

Kim Poulsen og co. tager hul på foråret i Superligaen den 21. februar, hvor holdet på hjemmebane skal møde Esbjerg fB.