Glæde i Randers over mulig udvidelse af motorvej

På finansloven for 2018 er der afsat penge til at undersøge muligheden for at udvide Motorvej 45

01:41

Østjyske trafikanter kan muligvis se frem til mindre trængsel på Motorvej E45. På finansloven for 2018 har Regeringen og Dansk Folkeparti nemlig afsat 78 millioner til at undersøge omfattende udvidelser mellem Vejle og Randers. Og udsigten til mere motorvejsasfalt vækker begejstring i blandt andet Randers.

- Det, synes jeg, er super godt, og det er en rigtig god nyhed for Randers Kommune, siger Torben Hansen (S), kommende borgmester i Randers Kommune.

Læs også Østjysk politiker: Bredere motorvej er tættere på end før

Drømmen om en bredere motorvej til at forbinde Randers med resten af Østjylland er nemlig kommet tættere på med regeringen og Dansk Folkepartis finanslovsforlig, hvor man har sat penge af til en såkaldt VVM undersøgelse.

Bredere motorvej kan skabe vækst

- Det kommer forhåbentlig til at betyde, at køerne bliver mindre, at de varer, der skal frem og tilbage, kan komme det hurtigere, at folk får nemmere ved at komme til arbejde, og at vi får mere erhvervsudvikling og flere arbejdspladser, siger Torben Hansen.

Det er blandt andet ved Aarhus V, Aarhus N og altså også ved Randers, at Motorvej E45 måske skal udbygges fra fire til seks spor. Det samme gælder for strækningen fra Skanderborg til Vejle. 

Læs også Konservative vil have firesporet vej syd for Aarhus

- Det er noget, som borgere og erhvervsliv har efterspurgt i meget lang tid, siger Torben Hansen.

Også hos Business Region Aarhus, der repræsenterer 12 østjyske kommuner, jubler man over de 78 millioner kroner, som skal gå til at undersøge muligheden for en udvidelse af motorvejen gennem Østjylland.

- Det har jo været det store emne, lige siden vi for alvor startede Business Region Aarhus, og de seneste tre til fire år har vi målrettet arbejdet på at gøre opmærksom på, at E45 er den største væksthæmmer for Østjylland og trænger til at blive udvidet, siger Claus Wistoft, formand Business Region Aarhus.

Claus Wistoft er formand for Business Region Aarhus og borgmester i Syddjurs Kommune for Venstre

I første omgang er der blot sat penge af til en såkaldt VVM-undersøgelse, men i Business Region Aarhus tror man, at det vil føre reelle udvidelser med sig.

- Det er mere end en almindelig VVM-undersøgelse, fordi det faktisk er et forprojekt samtidig med. Så ja, det føler vi os da selvfølgelig overbevist om, ellers ville det være spild af penge, siger Claus Wistoft.

Undersøgelsen kommer til at tage to år at lave, og derefter vil pengene til en eventuel motorvejsudvidelse skulle findes.

Du kan se mere om den mulige udvidelse af motorvejen i videoen øverst på siden.