Glæd dig: Nu bliver det varmt
Sommeren er for alvor på vej til Østjylland
Nu ser det omsider ud til, at sommeren for alvor gør sit indtog i Østjylland.
I løbet af de kommende dage får vi dagtemperaturer, der konstant ligger på den lune side af 20 grader.
Godt nok forventer TV 2 Vejret, at tirsdag bliver lidt køligere, men derefter venter der en længere periode med stabile sommertemperaturer.
Ifølge prognoserne stiger temperaturerne støt fra dag til dag, indtil de kulminerer med 24 grader på fredag. Dermed tegner fredag til at blive årets hidtil varmeste.
- Der er lagt op til en perlerække af sommerdage - her foreløbig onsdag, torsdag og fredag. Det bliver bare varmere og varmere, siger TV 2 Vejrets Per Christiansen i TV 2 | ØSTJYLLANDs vejrudsigt mandag aften.
Lørdag ender det hele dog muligvis med bulder og brag, når en koldfront rammer Østjylland fra sydvest. Alt tyder på, at vejrskiftet bliver ledsaget af torden.
Se vejrudsigten for de kommende fem døgn i videoen øverst i artiklen.