Glade for børnepasning
Forældre giver institutioner gode point
Det er tilfredse forældre, der bor i Odder Kommune.
En ny tilfredshedsundersøgelse viser, at forældre er ovenud tilfredse med kommunens dagplejere, vuggestuer og børnehaver og at det er gode rammer for deres børn.
Forældrene er blevet bedt om at svare på en lang række spørgsmål om den pædagogiske indsats, samarbejdet med personale og institution, samt de fysiske rammer. Helt overordnet svarer 86, 1 pct. af forældrene, at de er "tilfredse" eller "meget tilfredse".
Kan arbejde videre
Generelt viser undersøgelsen, at forældrene er tilfredse med personalets evne til at få børnene til at føle sig trygge og for pædagogernes omsorg.
- Det er dejligt at se den store opbakning fra forældrenes side til denne undersøgelse. Jeg er ikke i tvivl om, at vi har nogle gode institutioner, og det har vi nu fået bekræftet fra forældrene. Selv om undersøgelsens resultater generelt er meget positive, vil der være temaer, som man kan arbejde videre med at udvikle i de enkelte institutioner, siger formanden for Børn-, Unge- og Kulturudvalget, Lars Grønlund (S), i en pressemeddelelse.