Glad "Duncan": Det var en god forpremiere
AGFs nye angriber, Morten "Duncan" Rasmussen, glæder sig til at komme i gang med sæsonen
Forventningerne er mange, når snakken falder på AGFs nye angrebsprofil, Morten "Duncan" Rasmussen.
Den tidligere FC Midtjylland-bomber er nu kommet tilbage til Aarhus for at hjælpe sin tidligere klub med at blive et solidt Superliga-hold.
Du kan se hele udsendelsen om AGF nederst i artiklen.
I et live-interview på tv2oj.dk torsdag formiddag fortæller han om de indledende takter frem mod sæsonstart i morgen, fredag, hvor AGF skal i aktion mod OB.
Så sent som i lørdags viste "Duncan", hvad han er god til, da han i en træningskamp scorede til 1-0 efter blot et halvt minuts spilletid. En præstation, som skabte liv og lyd på tribunerne:
- Det var en dejlig velkomst af tilskuerne. Det var en god forpremiere, fortæller Morten "Duncan" Rasmussen, som sammen med resten af holdkammeraterne har sidste træning i dag inden den helt store premiere.
"Duncan": Jeg har det fint med presset
Tror på 10 mål i foråret
Den nye AGF-angriber er selv godt tilfreds med holdets præstation i træningskampene, som har budt på flere sejre. Han ved dog godt, at det er i Superligaen, at han skal imponere:
- Bare vi får en sejr i morgen, og jeg kan bidrage til holdet, så er det ligemeget, hvem der scorer.
Mens "Duncan" ikke selv vil sætte ord på, hvor mange mål han håber at score i forårssæsonen, så er Ekstra Bladets fodboldekspert Allan Pedersen mere klar i mælet.
Han tror på, at han kan sikre AGF mindst 10 mål i de kommende 15 kampe:
- Det er en topspiller. En kapacitet, som kan være med til at løfte det hele her i Aarhus, lyder vurderingen fra Allan Pedersen.
Du kan se hele interviewet med Morten "Duncan" Rasmussen og Ekstra Bladets Allan Pedersens vurdering i videoen øverst i artiklen.