Glad cheftræner: Nul skader!

Ingen overrevne ledbånd eller ømme knæ

Efter en sæson, hvor netop skader af mange iagttagere fik en stor del af skylden for de sportslige problemer, lysner det omsider for AC Horsens.

Superliga-nedrykkerne har nu været i gang med træningen i næsten to uger. For cheftræner Johnny Mølby har opstarten været noget uvant: Han råder over alle mand i truppen.

- Sidste år havde vi konstant folk ude med skader, men i de første snart to uger har alle været til rådighed. Det er dejligt, og det bidrager også til en høj kvalitet i træningen, siger Johnny Mølby til klubbens hjemmeside.

Fokuseret på træningen

Ifølge Horsens-cheftræneren ser spillerne i førsteholdstruppen sultne ud trods degraderingen fra den bedste række.

- Humøret har været rigtig fint. Man skal selvfølgelig lige i gang efter ferien, men der har været en god stemning. Vi har ikke talt voldsomt meget omkring den kommende sæson endnu, men mere fokuseret på at få trænet en masse.

AC Horsens indleder den nye sæson i 1. division, når østjyderne den 28. juli møder AB på hjemmebane.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig