Glad borgmester med bred støtte

Indgik aftale med flere partier i nat

I Norddjurs Kommune faldt den endelige afgørelse sent i nat. Borgmester Jan Petersen (S) får fire år mere på posten, og det sker med en bred opbakning fra de andre partier.

Jan Petersen og Socialdemokraterne har indgået en konstitueringsaftale med Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.

- Det er jeg rigtig glad for. Jeg havde fået flere positive tilkendegivelser fra flere partier, og der gav jeg også udtryk for, at det var her (hos Socialdemokraterne, red.) bolden lå bedst. Nu skal vi så til at udarbejde politik, og det er jo noget helt andet, siger Jan Petersen (S) til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se: Resultat opgjort i Norddjurs

Ud af de opstillede politikere i Norddjurs Kommune, var Jan Petersen (S) også den, som har fået flest personlige stemmer. Han fik i alt 3.039 stemmer, mens hans udfordrer, Venstres Hans Husum fik 1.263.

At Venstre ikke er med i konstitueringsaftalen betyder ikke, at partierne ikke kan samarbejde, fortæller Jan Petersen til TV 2 | ØSTJYLLAND:

- Der står også i aftalen, at vi har mulighed for at inddrage Borgerlisten og Venstre, så det må vi se på.

Læs mere om valget i Norddjurs Kommune