Giver millioner til medarbejdere
Fond giver 35 millioner kroner til Salling-medarbejdere
Flere hundrede nuværende og tidligere medarbejdere i Sallings stormagasiner i Aarhus og Aalborg får udbetalt gratialer på i alt 35 millioner kroner.
- I de senere år har Mindefonden bidraget til det omkringliggende samfund via uddelinger til en række almennyttige formål. Vi er glade for, at en del af fondens overskud nu kan komme en lang række medarbejdere til gode, siger Jakob Røddik, der er juridisk direktør og bestyrelsesmedlem i Købmand Ferdinand Sallings Mindefond, i en pressemeddelelse.
Købmand Ferdinand Sallings Mindefond besluttede allerede i 2013, at der skulle ske udbetaling af gratialer. Siden har der været drøftelser med Civilstyrelsen vedrørende fondens formål og fastlæggelse af modtagerkreds mv.
Disse drøftelser er nu færdige, og gratialerne bliver udbetalt sammen med den næste løn.
Mindefondens formål er nu blevet ændret med Civilstyrelsens godkendelse, således at halvdelen af fondens overskud fremover skal gå til medarbejdere i F. Salling A/S, F. Salling Holding A/S og Dansk Supermarked A/S.
- Fra Mindefondens side glæder vi os på vegne af dem, der modtager gratiale i denne omgang. Vi havde gerne set, at endnu flere allerede nu fik andel i udbetalingen. For fremtiden er det sikret, at alle medarbejdere, der bidrager til Dansk Supermarkeds succes, kan få andel i gratialerne, siger Jakob Røddik.
Samlet set er der i denne omgang tale om gratialer for 35 millioner kroner før skat, som tilfalder flere hundrede nuværende og tidligere medarbejdere med tilknytning til Salling-stormagasinerne i Aarhus og Aalborg.