Giroen fortsætter i Horsens
Dagen starter med en mindehøjtidelighed
Giroen fortsætter mandag fra Horsens. Men der er store ændringer i programmet på grund af Trøjborgs død.
Der bliver ikke så meget fest i Horsens gader, når Giro d'Italias 3. etape skydes i gang i byen mandag.
Programmet er barberet kraftigt ned, efter at byens borgmester Jan Trøjborg (S) overraskede døde under et motionscykelløb søndag. Det oplyser Lars Bjørn Petersen, der er kommunikationschef i Horsens Kommune.
- Der bliver ikke så meget festivitas, som vi havde planlagt. Vi har blandt andet aflyst et VIP-cykelløb, hvor kronprinsen skulle have deltaget, siger Lars Bjørn Petersen til Ritzau.
Hasteindkaldt til møde
Aflysningerne er kommet i stand efter et møde mellem kommunen, folk fra Giroen og Sydøstjyllands Politi, der i al hast blev indkaldt til mødet, efter at Jan Trøjborg døde.
Når verdens næststørste cykelløb startes i Horsens klokken 11.15 mandag, vil der blive holdt et minuts stilhed for at mindes byen døde borgmester.
- Vi holder en lille mindehøjtidelighed, inden løbet begynder. Og så er vi lige nu i gang med at aflyse en masse musik og koncerter. Men det står fast, at løbet gennemføres, siger kommunikationschefen.
Den 56-årige Jan Trøjborg, der også var formand for kommunerne i KL, døde af et hjertetilfælde.