Giro d'Italia til Horsens
Cykelløbet Giro d'Italia kommer næste år til Østjylland
Et af verdens største cykelløb Giro d'Italia kommer til Danmark i 2012 fra den 5.-7. maj.
Herning bliver vært for prologen den 5. maj, og den 6. maj er byen start- og målby for første etape. Den 7. maj er Horsens start- og målby for anden etape.
Giroen blev første gang kørt i 1909 med italienske Luigi Ganna som vinder. Den seneste vinder var også italiener, da Ivan Basso sidste år vandt løbet for anden gang i sin karriere.
Bjarne Riis' stjernerytter Alberto Contador sejrede i Giroen tilbage i 2008, da spanieren kørte for Astana.
En sejr for dansk cykling
Horsens-borgmester Jan Trøjborg og Hernings borgmester, Lars Krarup, var fredag med til at præsentere den store nyhed, der allerede var rygtet torsdag.
Herefter måtte kommunikationschef i Horsens Kommune, Lars Bjørn Petersen, afvise, at der var tale om en aprilsnar, og det viste sig at være rigtigt.
De danske byer besejrede i kapløbet om Giro-starten Monaco og Washington DC.
Ved siden af Tour de France og Vuelta a España betragtes Giro d'Italia som et af verdens største etapeløb.
Nyheden er endnu en sejr for dansk cykling, som sidste år var vært for VM i banecykling, og som i september i år lægger asfalt til VM i landevejscykling.