Gipssag nærmer sig afslutning

Allerede i slutningen af næste uge kan der blive sat punktum for sagen mod Overgaard Gods, der ulovligt har spredt tonsvis af gipsaffald på markerne. I hvert fald i juridisk forstand.

Politiets efterforskning af sagen nærmer sig en afslutning, og i næste uge skal godsets direktør som den øverst ansvarlige for selskabet afhøres. Det fortæller P4 Østjylland.

Hvis han og selskabet erkender at have handlet i strid med loven, vil sagen formentlig kunne afsluttes hurtigt og ende med en bøde til godset.
Det vurderer politikommissær Peter Bay Jensen fra lokalpolitiet i Randers, der har stået for efterforskningen.

I morgen skal Teknik- og miljøudvalget i Randers tage stilling til, om der skal foretages yderligere undersøgelser af jordbunden og forholdene på Overgaard, efter en rapport i sidste uge afslørede, at gipsaffaldet indeholder en række miljøskadelige stoffer som bly, zink, PCB og phthalater.

/Ritzau