Gik på shopping efter lukketid
Indbrudstyv mødte under sin flugt en politibetjent i løbetøj
Da en politibetjent fra Østjyllands Politi mandag morgen løbende var på vej på arbejde, så han en mand, der kom slæbende med skotøjæsker.
I krydset ved Guldsmedgade og Klostergade i Aarhus råbte betjenten manden an.
- Vores kollega spurgte, hvad han lavede. Men manden ville ikke svare, og gik hurtigt derfra mod Nørre Alle, men betjenten fulgte efter. Det fik manden til at smide æskerne fra sig, og han begyndte at løbe, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
Politibetjenten, der allerede var i løbetøj, indhentede manden og tilbageholdt ham, indtil der ankom en patrulje.
Det viste sig, at den 22-årige mand kort forinden var brudt ind i en tøjbutik i Guldsmedegaden ved at knuse en rude med to sten.
Her havde han stålet tøj og sko. Udover det, han havde taget med sig, havde han også gemt en del ting i en baggård.
Den 22-årige bliver fremstillet i Retten i Aarhus i dag, mandag, klokken 13, hvor han sigtes for indbrud.