Gigant-sygehus rykker nærmere
Anlæggelsen af et nyt kæmpesygehus i Skejby er rykket et skridt nærmere. Hospitalet får 9.000 ansatte og bliver landets største.
Rådgivningen i forbindelse med byggeriet af Danmarks største sygehus i Århus til 5,3 milliarder kroner sendes nu i EU-udbud af Regionsrådet i Midtjylland.
Projektet skal i Skejby samle Århus Sygehus og Skejby Sygehus i et nyt universitetshospital.
Planen er den største omlægning af eksisterende sygehuse i Danmark nogen sinde, og den forventes at være gennemført over 15-20 år. Alene rådgivningen i forbindelse med byggeri og flytteri ventes at løbe op i over en halv milliard kroner.
Derfor kommer opgaven i EU-udbud, så firmaer fra hele verden kan byde ind. Århus Amtsråd har tidligere godkendt EU-udbuddet.
På et møde onsdag sagde regionsrådet i Region Midtjylland også ja. Dermed er der grønt lys for at samle et hold af rådgivere, primært arkitekter og ingeniører, som skal følge byggeriet i Skejby fra start til slut.
Gruppen af rådgivere får som sin fornemste opgave at have et samlet overblik over byggeriet og fastholde den røde tråd fra første skitse til sidste etape af hospitalet står klar til brug. /ritzau/