Gigant-skib i Grenaa

Grenaa Havn har besøg af et mere end 200 meter langt fragtskib

00:52

1 af 2

Et gigant-skib med en bredde på godt 27 meter og en længde på over 200 meter lagde lørdag eftermiddag til kaj i Grenaa Havn.

Skibet hedder Yeoman Bank og er en såkaldt bulkcarrier. Med sig havde fragtskibet 32.000 ton stabilgrus. De mange tons sten skal bruges til en oplagsplads for vindmøllekomponenter på den nordlige del af havnen.

Oplagspladsen skal bruges i forbindelse med den kommende vindmøllepark i havet nær Anholt.

Skibet er angiveligt det største fragtskib, der har lagt til i en dansk havn.

- Der er selvfølgelig luksuslinere der er større. Men med sten er dette den største, forklarer kvalitets- og salgschef René Elgaard fra Dansk Natursten til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Har man lyst til at se den store skib i Grenaa, skal man skynde sig. Søndag morgen forlader det atter østjysk farvand og sætter kursen mod Spanien.