Gigant-grill indviet i Randers

Grill-sæsonen er over os, og nu er der godt nyt til professionelle pølsevendere: Tulip i Randers indvier Danmarks største grill.

Genrefoto.

Medarbejderne hos Tulip i Randers indviede mandag Danmarks største grill.

Grillen er otte meter lang og er monteret i hængeren på en lastbil. Det gør det nemmere at køre grillen direkte ud til sommerens musikfestivaler.

- Vi kan have 2.000 pølser på grillen ad gangen. Det tager ca. 10 minutter at grille en pølse - så kan du selv gange op. Det giver 288.000 pølser på et døgn. Det er det, den kan klare, forklarer marketingansvarlig for Gøl Pølser hos Tulip Mads Aagaard Jensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.