Giftig gipsaffald smides i naturen
Århus Kommune har problemer med håndtering af gipsaffald. Udvalgsformand beder om forklaring.
Formanden for teknikudvalget i Århus Kommune, Jette Jensen fra Enhedslisten, beder nu sin egen administration om en forklaring på, hvorfor hun og kollegerne ikke er blevet orienteret om de problemer, der har vist sig at være med håndteringen af kommunens gipsaffald.
- Jeg synes, det er noget rod. For det første, at tingene ikke er som lovet. Og jeg synes selvfølgelig også, at det er noget rod, at det politiske led ikke er informeret, når tingene ikke går, som de skal, siger Jette Jensen til P4 Østjylland.
Det er AffaldVarme, der har ansvaret for den problematiske aftale med affaldsproducenten Marius Pedersen, der efter kritik for et år siden lovede, at kommunens gipsaffald ville blive sendt til genanvendelse i Sverige i stedet for at blive spredt på landbrugsjorder i Tønder.
Men det er altså ikke sket - og den oplysning har AffaldVarme i Århus kendt til siden september 2009. Det fremgår af et notat, som P4 Østjylland er i besiddelse af.
Alligevel er teknik-udvalget ikke blevet orienteret. Det bekræfter blandt andre Jette Jensen.
Hvornår har du hørt om det her?
- Jamen det har jeg jo så blandt andet via dig. Jeg er ikke blevet orienteret om det.
Hvad siger du til, at administrationen hos jer tilsyneladende har kendt til det her i snart et halvt år, uden at I som politikere har fået noget at vide om det?
- Ja det har jeg jo så tænkt mig at spørge forvaltningen om. Jeg har faktisk tænkt mig at bede om, at Teknisk Udvalg bliver orienteret om udviklingen i gipssagen, siger Jette Jensen.
Spredt ud på landbrugsmarker
Sagen om det problematiske gipsaffald fra genbrugspladserne i Århus tog for alvor fart, da P4 Østjylland sidste år kunne afsløre, at gipspladerne med mulige rester af eksempelvis maling, lim og tungmetaller blev spredt ud på landbrugsmarker i Tønder Kommune.
Dengang krævede politikerne, at affaldsproducenten Marius Pedersen, som sendte affaldet til Tønder, skulle ændre sin praksis.Ifølge et notat, som P4 Østjylland er i besiddelse af, lovede Marius Pedersen efterfølgende at ændre praksis.
Men det skete angiveligt ikke. I notatet skriver AffaldVarme, der har ansvaret for Århus Kommunes genbrugspladser og håndteringen af gipsaffaldet, således:
- Det har siden vist sig, at Marius Pedersen blot har afsat ét læs i Sverige, hvorefter man igen leverede til Freiberg-Jespersen - Uden at AffaldVarme blev informeret herom.
Freiberg-Jespersen er det firma, der håndterer gipsaffaldet i det sidste led, inden det spredes på markerne i Tønder.
Marius Pedersen har samtidig informeret AffaldVarme om, at den århusianske gips ikke blev spredt ud på markerne, fordi tilladelsen til at gøre det, er blevet indklaget for miljøankenævnet. Af notatet fremgår det, at Freiberg-Jespersen HAR spredt århusiansk gipsaffald på markerne i Tønder.
Det har ikke været muligt at få en kommentar til sagen hverken fra Marius Pedersen eller AffaldVarme.
Kilde: P4 Østjylland