Gift som klovne på gaden: Henrik fandt kærligheden i Irland

Henrik Fries Neumann fra Skanderborg tog chancen og sagde alt op i Danmark for at forfølge sin drøm - og kærlighed

Foto: Privatfoto

Foto: Privatfoto

Foto: Privatfoto

Foto: Privatfoto

Foto: Privatfoto

Foto: Privatfoto

Foto: Privatfoto

Foto: Privatfoto

Foto: Privatfoto

1 af 9

I april sidste år solgte Henrik Fries Neumann fra Skanderborg stort set alt, hvad han ejede. Kun fire paller havde han tilbage af sit liv i Danmark. 

Jobbet i en trælast var for længst sagt op og forude ventede nu et eventyr i Nordirland, han ikke helt vidste, hvordan ville ende.

For halvanden uge siden fik eventyret, eller i hvert fald et af kapitlerne i det, en lykkelig slutning, da han blev gift med sin nordirske kæreste Noeleen Breen. Brylluppet var langt fra, hvad man kender som et traditionelt dansk bryllup.

Læs også Stuurt stuurt klovne-løb for en god sag

Henrik Fries Neumann og Noeleen Breen blev nemlig gift iført klovnekostumer den 9. februar i byen Downpatrick. De havde begge de genkendelige røde næser. Henrik var i jakkesæt, mens Noeleen havde en hvid kjole med farverige bånd på og en brudebuket lavet af oppustede ballonblomster.

- Det var helt fantastisk. Det foregik på den helt rigtige måde, fortæller Henrik Fries Neumann i telefon fra Nordirland til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Selve vielsen foregik under private omstændigheder, mens festen blev holdt i gaden sammen med familie og venner. 

Klovnekærlighed

Parret mødte hinanden for et par år siden til et klovnestævne i Holbæk i Danmark, som Clowns International stod for. Noeleen Breen står i spidsen for organisationen, som er den største og ældste af sin slags i verden. 

Det var den vej igennem, de lærte hinanden at kende. Henrik Fries Neumann kalder sig klovnen Jarl, når han tager den røde næse og sminke på, mens Noeleen Breen er Silly Tilly og er et kendt navn i international sammenhæng, fortæller han. 

Forud for bryllupet foregik et frieri, som fandt sted midt i manegen under en af deres forestillinger til stævnet i Holbæk.

I dag bor Henrik Fries Neumann og Noeleen Breen - eller Jarl og Silly Tilly - sammen i Nordirland sammen med deres tre plejebørn. Henrik har nu fundet et nyt job og fået sig en familie langt væk fra de trygge rammer i Østjylland. 

Udover jobbet tager han ud og underholder med sine klovnerier ligesom sin kone. Det er kærligheden til hinanden og til klovnerierne der driver dem:

- Det at få folk til at smile og give selv udsatte folk en succesoplevelse. Det er det bedste, siger Henrik Fries Neumann.

Derhjemme går de dog ikke rundt i klovnetøj, men tøjet fylder meget. Bogstaveligt talt. Og også skoene. I modsætning til mange andre kvinder som måske har stiletter, sneakers og ballerinasko i skabene, har hans kone Noeleen et helt skab med klovnesko.

- Jeg ved ikke, hvor mange sko, vi har, men det er rigtig mange, griner han. 

Læs også Kokke og sangere fester med de ældre

Gennem de seneste mange år, så mange han ikke engang kan huske det, har Henrik Fries Neumann optrådt. Han har blandt andet været med i Skanderborg Amatørteater, gøglergruppen De Splittergale og optrådt også på egen hånd til arrangementer.

Nu fortsætter han trylleriet i Nordirland, hvor det danske ikke helt forsvinder:

- Nogle gange, når jeg er ude og at optræde, starter jeg med at tale dansk. Så kan jeg tage min hat og puste i den og så er alle med igen. Det er ligeså meget mimikken, der er det vigtige, siger Henrik Fries Neumann.

Du kan se flere billeder fra klovneparrets bryllup i galleriet øverst i artiklen.

Her ses Henrik Fries Neumann og hans kone Noeleen Breen på gaden i Downpatrick efter vielsen.  Foto: Privatfoto