Gert blev smittet med rottesyge: Jeg havde det møg dårligt

Gert Schmidt blev smittet med rottesygen under et ekstremløb

02:06

Rottesyge. Det lyder ikke rart, og det er det heller ikke. Det er en infektionssygdom, som stadig flere bliver ramt af.

En af dem er en ekstremløber fra Ry, som fik smitten med sig hjem efter en konkurrence ved Gudenåen.

- Rottesyge føles som om, du har influenza bare mange gange værre. Jeg havde det møg dårligt, siger Gert Schmidt, der er teamleder fra Ry.

Læs også Aarhus-politiker: Rotterne flygter ikke, når de ser mennesker

Rotterne flygter fra kulden

Rottegiften er ikke det eneste, der bider i rotterne for tiden. Det gør vinterkulden også.

- Det betyder, at rotterne søger ind. Det gør de hver vinter, når der bliver frost. De kommer tættere på vores ejendomme, end de gør almindeligvis. Det er koldt, de vil ind. Kan de komme ind i et skur eller et udhus, så er det et godt sted at overvintre, siger Tonny Thomsen, der er skadedyrsbekæmper hos Anticimex.

Tonny Thomsen, der er skadedyrsbekæmper fortæller, at rotterne hvert år søger væk fra kulden om vinteren.

Og rotterne vil man ikke have ind i sit hus.

- Det vil man ikke, fordi de er smittebærer og gør stor skade. De gnaver i ledninger, de gnaver i alt.

'Jeg havde ikke lyst til at spise eller drikke'

Smitten har Gert Schmidt fra Ry mærket på egen krop. Han og fire andre ekstremløbere blev i efteråret smittet med rottesyge, der også hedder leptospirose, under en konkurrence, hvor de løb gennem Vorup Enge og svømmede i Gudenåen.

Gert og fire andre løbere blev smittet ved løbet i efteråret 2017. Foto: Privatfoto

Han oplevede ikke nogle symptomer under selve løbet. Først flere uger efter begyndte deltagerne at mærke symptomer, der var meget værre end influenza.

- Ja for søren. Jeg havde ikke lyst til at spise eller drikke. Det var både med diarré, opkast og feber, siger Gert Schmidt.

Læs også Flere byræve i Aarhus: - De er naturens skraldemænd

Flere af deltagerne fra løbet endte med at møde hinanden igen på Aarhus Universitetshospitals infektionsafdelingen

- Da jeg begyndte i behandling opdagede jeg, at der var to inde på stuen ved siden af, og om aftenen kom der en tredje person.

De mange tilfælde fik afdelingen på hospitalet til at orientere om, at man skulle være opmærksom på infektionen.

Læs også Farligt at være rotte i Skanderborg: Tre mand klar til kamp

Det er stadig uvist, om deltagerne blev smittet på engen eller i vandet, men det samme vand med smittefarlig urin fra rotter ender også i mange menneskers huse, fortæller skadedyrsbekæmper Tonny Thomsen. Det kan blandt andet ske i forbindelse med en oversvømmet kælder.

Spredes via rotte-urin og vand

Rottesygen, leptospirose, spredes typisk via rotte-urin og vand. Det er derfor god grund til at holde rotterne på afstand - især nu når de vil forsøge at trænge ind i vores huse på grund af kulden.

Alle de smittede fra ekstremløbet ved Gudenåen i efteråret overlevede uden mén, men rottesyge kan være en særdeles alvorlig sygdom, som har et lumsk forløb.

Læs også Kristine har sjælden sygdom: På dårlige dage rammer andres blikke hårdt

Først får man nemlig kun almindelige influenzasymptomer som hovedpine, muskel- og ledsmerter. Så kan sygdommen pludselig se ud som om, den er forsvundet igen.

Men pludselig reagerer immunforsvaret på infektionen, og man får stærke smerter i læggene, gullig hud og blod som ikke kan størkne. Til sidst kan man i værste tilfælde opleve massivt organsvigt og død.

- Heldigvis er det som oftest en ganske banal infektion, der går over af sig selv igen efter noget antibiotika, men i visse tilfælde kan den blive alvorlig og give skade på organer, og i sidste ende kan man dø af det, siger Lars Østergaard, der er professor på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

I videoen øverst på siden kan du se mere om rottesygen.