Georgier stjal og slog fra sig

Retten i Randers fremstiller en 47-årig mand, der er sigtet for butikstyveri.

Genrefoto.

En 47-årig mand fra Georgien skal fremstilles i grundlovsforhør ved retten i Randers. Han er sigtet for butikstyveri fredag klokken cirka 16.00 på Søndergade i Grenaa.

En 67-årig butiksdetektiv opdagede tyvens forehavende, og i forbindelse med konfrontationen blev butiksdetektiven slået i brystet, ligesom der blev gjort et udfald fra den 47-årige i et forsøg på at nikke en skalle.

Disse ting er den 47-årige dog ikke sigtet for.

- Han er kun sigtet for butikstyveri, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Peter Hallstrøm til tv2oj.dk.

Baggrunden for fremstillingen er, at manden ikke er dansk statsborger.

- Det skal vurderes, om han skal have en straks-dom med henblik på udvisning, siger Peter Hallstrøm.