Genvalgt til hovedbestyrelsen
Anders G. Christensen (V) fortsætter
Anders G. Christensen (V), tidligere borgmester i Favrskov, blev lørdag genvalgt til Venstres hovedbestyrelse på partiets landsmøde, der bliver afholdt i Herning denne weekend.
I forhold til Østjylland ser han infrastrukturen som et af de områder, han især vil kæmpe for i hovedbestyrelsen.
- Jeg vil i hvert fald sige Kattegatbroen, men nu er det sådan, at den første store opgave, og det er ikke bare for Østjylland, det er for Venstre generelt, det er, at vi gerne skulle vinde valget med de fem mærkesager, som formanden har ridset op i dag (lørdag, red). Så det er det, vi skal tage afsæt i, men det er klart at i forhold til det østjyske, der har vi en række prioriteter omkring infrastruktur, som er vigtige at få sat på dagsorden i en ny regering, siger Anders G. Christensen og henviser til de fem mål, som Lars Løkke Rasmussen på landsmødet ridsede op i forbindelse med den kommende valgkamp.
De fem punkter er:
- Det skal kunne betale sig at arbejde - derfor vil Venstre sænke skatten på de laveste indkomster og indføre "et moderne kontanthjælpsloft".
- Flere private arbejdspladser - derfor skal der indføres skatte- og byrdestop for erhvervslivet.
- Danmark skal åbnes mere for udlændinge, der kan og vil, men lukkes for dem, der ikke vil. Derfor vil Venstre indføre et nyt udlændingesystem.
- Danskerne skal være trygge i hjemmet og på gaden. Derfor vil Venstre lave en tryghedspakke, som skal sikre mere synligt politi på gaderne.
- Sundhedsvæsnet skal gøres "endnu bedre", og ingen patienter skal tvinges til at vente mere end en måned på behandling.
Efter 12 år som spidskandidat valgte Anders G. Christensen kort efter kommunalvalget at trække sig som udfordrer til borgmesterposten og som formand for Venstre i Favrskov.
Du kan se hele interviewet med Anders G. Christensen i videoen øverst på siden.