Gentest afslører patienter, der kan slippe for kemoterapi
Indtil videre er det kun en mindre gruppe patienter, der kan få tilbudt testen
Selv om Pia Kurup fra Hinnerup i dag kan kalde sig rask, har hun flere senfølger af kemoterapi.
Blandt andet har hun lymfødem i sin venstre arm, som er en hævelse.
- Man bliver mindet om sygdommen hele tiden. Man skal lære at abstrahere fra det, siger Pia Kurup, der er tidligere brystkræftpatient.
Læs også
I 2013 fik hun diagnosen brystkræft og blev omgående sat i kemobehandling.
- Det var hårdt. Og jeg var meget bange, for det er jo gift, der kommer ind i kroppen, siger Pia Kurup.
Fremover er der dog mulighed for, at flere patienter med brystkræft helt kan slippe for den opslidende kemobehandling.
Læs også
- Det lyder fantastisk. Hvis jeg havde kunnet undgå kemo, ville jeg helt sikkert have gjort det. Det er et halvt år i ens liv, som er modbydeligt, sige Pia Kurup.
Ny multigentest
Det er en ny multigentest, som i dag blev præsenteret på Aarhus Universitetshospital, der kan afgøre, om en patient har gavn af kemoterapi.
På landsplan er det cirka 180 patienter om året, der kan spares for kemoterapi, siger Trine Tramm, der er overlæge og brystpatolog på Aarhus Universitetshospital.
Det betyder, at de patienter kan klare sig med at få en antihormonel behandling rettet mod deres brystkræftknude.
- De slipper for de bivirkninger, der måtte være ved at få kemoterapi, siger Trine Tramm.
Mindre gruppe patienter
Indtil videre er det kun en bestemt gruppe af patienter, der kan få tilbudt gentesten.
- Det er en mindre gruppe af patienter, som er gået i overgangsalderen og som har nogle bestemte karakteristika i deres brystkræftknude, siger Trine Tramm.
Læs også
Håbet er dog, at testen med tiden kan bredes ud til en større gruppe patienter.
- Det vil betyde rigtig meget. Et meget nemmere sygdomsforløb og sikkert også nemmere efterforløb, siger Pia Kurup.