Genskabt træksti er nu indviet: - En del af vores kulturarv og DNA

Historisk træksti langs Gudenåen er nu blevet officielt indviet.

01:27

VIDEO: Fredag blev snoren til den nye træksti klippet over.

Trækstien, der strækker sig 22 kilometer langs Gudenåen fra Silkeborg til Randers, er nu færdig og blev officielt indviet fredag.

Den historiske sti er unik, da den som den eneste i Danmark løber helt ned til åen. Nu giver den også mulighed for at opleve naturen på helt klos hold.

Læs også Historisk sti er færdig: Få unikke naturoplevelser uden at få våde sko

Stien har kostet 10 millioner kroner at genskabe. Disse udgifter har Silkeborg Kommune og Miljø- og Fødevareministeriet valgt at dele.

- Det er en del af vores kulturarv og DNA, at vi har Trækstien. Vi er Danmarks outdoor-hovedstad, og derfor vil vi også gerne investere i forholdene, siger Silkeborgs borgmester, Steen Vindum (V), til TV2 ØSTJYLLAND.

Trækstien blev tidligere ofte oversvømmet, men renoveringen har øget stiens højde, så den nu kan bruges det meste af året. Foto: Silkeborg Kommune

Over 200 år gammel

Stien blev for første gang anlagt i 1800-tallet, hvor den blev brugt til at fragte korn, tømmer, mursten og papir op ad Gudenåen ved hjælp af muskelkraft og heste. Men i lang tid er stien ikke blevet opretholdt.

Læs også Fodboldstjerne sikrer nyt samlingspunkt til hjembyen

- Stien har været helt forsumpet og ikke været vedligeholdt i mange år. Men nu giver stien nogle unikke muligheder for at løbe, vandre, cykle, gå, fiske, sejle og drikke kaffe på platformene – så der er gode muligheder for et godt friluftsliv, siger biolog fra Silkeborg Kommune Aage Ebbesen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Lodsejerne ved Gudenåen har i mange år været trætte af, at Gudenåen går over sine bredder og oversvømmer deres jord. Det er der nu også blevet taget hånd om.

I forbindelse med indvielsen tog Silkeborgs borgmester også en sejltur langs stien.

- Den er oprindeligt bygget med en masse stenkister under, og dem har vi erstattet med en masse rør, så vandet kan komme ud og ind. Nu får vi samlet vandet op på en bedre måde, siger projektleder fra Naturstyrelsen Knud Erik Hesselbjerg. 

Den genskabte træksti er blevet bygget op på grus og er desuden hævet op på en træsti på en del af strækningen.

Læs også Nyt våben: Her er havnens nye, mystiske fartøj

I Favrskov, Randers og Viborg kommuner bliver der også arbejdet på at forbedre trækstien hele vejen ud til Randers Fjord.

Trækstien følger Gudenåen fra Randers til Silkeborg. 

Fakta om Trækstien

· Hele Trækstien er cirka 70 km og løber langs Gudenåen mellem Silkeborg og Randers.

· I Silkeborg Kommune ligger 22 kilometer af Trækstien.

· Fra 2015 til 2017 blev en strækning på 11 kilometer fra Andetorvet i Silkeborg til Svostrup Bro renoveret. Og i 2018-2019 er den sidste strækning fra Svostrup til Kongensbro renoveret.

· Renoveringen har betydet, at stien er blevet hævet med grus op til en halv meter og har fået en bredde på cirka halvanden meter. 

· Renoveringen gør, at strækningen forventes at være tør og farbar for gående og cyklister i cirka 10 måneder om året. Hensyn til naturen gør, at man ved vandstigninger i løbet af hele året kan være forhindret i at færdes på stien.

· På Gudenaakomiteen.dk kan man se den aktuelle vandstand, og om Trækstien er oversvømmet.

· Trækstien er en vigtig del af en fælles drøm om at etablere en Gudenåsti fra kilde til fjord med samlet strækning på 173 km. Alle syv Gudenå-kommuner er i gang med at renovere delstækninger af det samlede projekt. 

· Trækstien, der også kaldes Pramdragerstien, er skabt for heste og pramdragere, der trak pramme med varer fra Randers til Silkeborg især i anden halvdel af 1800-tallet.

· Finansieringen er sket i et samarbejde mellem Silkeborg Kommune og Naturstyrelsen. De har hver bidraget med 4,9 millioner kroner til den sidste del af renoveringen. 

· Trækstien er ejet af Naturstyrelsen fra Silkeborg til Kongensbro.

 

 

Kilde: Ritzau