Gennembrud i bus-forhandlinger

Efter seks dages intense forhandlinger er der nu udsigt til enighed mellem ledelsen og chaufførerne ved Århus Sporveje.

Århusianerne slipper sandsynligvis for flere busstrejker i dette forår.

Efter seks dages intense forhandlinger er ledelsen og chaufførerne ved Århus Sporveje nået til enighed om det grundlag, der skal gælde for de fremtidige vagtplaner. Det oplyser chaufførernes fagforening, FOA.

- Der er grund til at tro på, at der nu er vilje til at sikre nogle anstændige vagtplaner for chaufførerne i fremtiden, siger afdelingsformand for FOA Århus, Kirsten Normann.

Striden mellem ledelsen og chaufførerne ved Århus Sporveje bunder i de sommerkøreplaner, der trådte i kraft i sidste måned. Chaufførerne er stærkt utilfredse med vagtplanerne, men har dog indvilget i at gå på arbejde, så længe forhandlingerne står på.

LÆS OGSÅ:<STRONG><A href="http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=14131">Ny busstrejke truer i Århus (4/5-2006)</A></STRONG>