Genhuses efter brand
Klubværelse totalskadet
14. apr 2012, kl. 12:07
Mere end 30 dage gammel
En beboer i et klubværelse på Mariagervej i det nordlige Randers skal genhuses, efter at værelset fredag blev raseret af en brand.
Brandvæsenet i Randers rykkede ud med et slukningstog, en akutlægebil og flere ambulancer. Trods den hurtige udrykning blev klubværelset stærkt beskadiget.
- Beboeren bliver genhuset et andet sted. Værelset er ubeboeligt efter branden, konstaterer vagtchefen ved Østjyllands Politi over for TV 2 | ØSTJYLLAND.
I forbindelse med branden blev en 12-årig dreng kørt på sygehuset for at blive behandlet for røgforgiftning. Drengen kom dog ikke alvorligt til skade.