Genbrugspladser i Silkeborg lukket for asbest
Fra 1. september skal asbestaffald afleveres til Affaldscenter Tandskov og ikke på Silkeborgs genbrugspladser.
Silkeborg Kommunes genbrugspladser er lukket for asbestaffald fra 1. september 2007.
Kommunen ønsker ikke at udsætte de ansatte på genbrugspladserne for den sundhedsrisiko, der er, når man arbejder med asbestholdigt affald.
- Genbrugspladserne modtager asbestaffaldet fuldstændigt tilfældigt, og derfor er det i praksis umuligt for personalet på genbrugspladserne at sikre sig i henhold til Arbejdstilsynets anvisninger, siger Ulrik Kragelund, der er affaldskonsulent ved Silkeborg Kommune.
Det er især bølgetagplader fra før 1987, der er asbestholdige. Bølgetagpladerne er en af de største asbestholdige affaldskilder, når ældre huse og ejendomme bliver renoveret.
Fra 1. september kan både private og erhvervsvirksomheder komme af med det sundhedsskadelige asbest hos Affaldscenter Tandskov, der ligger ved siden af Tandskov Genbrugsplads i Silkeborg.