Genbrug julen: Hent en gratis kasse julepynt i Aarhus

Genbrugsstationen Reuse i Aarhus har samlet kasser med julepynt til fri afhentning på Godsbanen

Genbrugsstationen Reuse modtager hvert år en hel container fyldt med julepynt. I år har de pakket noget af det i kasser til fri afhentning.

Begrænser din julepyntskasse sig til en enkelt julekugle? Eller er du træt af dine krøllede kravlenisser? Så skal du måske overveje at slå et smut forbi Godsbanen i Aarhus, hvor genbrugsstationen Reuse lader gamle julehjerter få nyt liv.

Genbrugsstationen har pakket kasser med alt fra bordpynt, til juletræspynt og stuepynt til fri afhentning.

Du kan hente en gratis kasse med alt fra bordpynt, pynt til træet eller til stuen hos Reuse i Aarhus. Arkivfoto. 

- Står du og skal holde jul for første gang, eller skal du holde en stor julefrokost og mangler nisser til bordet, så kom forbi og hent en kasse med julepynt. Alle aarhusianere er velkomne, siger Sara Kjær Krogager, der er daglig leder på Reuse.

Genbrugsfund i kasser

Reuse har indtil videre pakket 30 julekasser, men kan sagtens pakke flere. Der er nemlig nok julepynt at tage af.

- Vi plejer at tage imod en hel container med julepynt hvert år. Der er så meget, at det giver rigtig god mening at få genbrugt det år efter år i stedet for, at det bare går til spilde, siger Sara Kjær Krogager til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Genbrugsstation tilbyder startpakker til unge studerende

Genbrugsstationen har før erfaret, at folk er mere tilbøjelige til at tage genbrugsfund med hjem, når det er pakket i kasser på forhånd. Det så de, da de ved studiestart udleverede opstartskasser med køkkengrej og service til studerende.

Nyt-gammelt julepynt

De seneste år er julepynten blevet stillet frem til almindelig afhentning på Reuse. Det er også blevet brugt til juleworkshops på genbrugsstationen, hvor der bliver lavet nyt julepynt og julegaverne af det afleverede julepynt.

Reuse har indtil videre pakket 30 kasser. Men har julepynt nok til at pakke flere. Arkivfoto.

Men i år har Reuse altså valgt også at pakke pynten i kasser, og Sara Kjær Krogager opfordrer aarhusianerne til at kigge forbi og forny deres julekasse med nyt-gammelt julepynt.

- Kom ned og hent en kasse og få pyntet op derhjemme i stedet for at købe nyt. Og køber du alligevel nyt, så tag det gamle med her ned, og lade det få liv i en andens stue, siger hun.

Læs også VIDEO: Se en halv million julelys blive tændt

Også i år holder Reuse workshops, hvor der bliver brug for genbrugsjulepynt. Den 18. november kl. 12-15 kan man lave nyt julepynt ud af gammelt, og den 10. december kl. 12-15 kan man lave julegaver. Du kan læse mere her.

01:39

VIDEO: I glaspusteriet Yerst Glas i Silkeborg er produktionen af julekugler gået i gang. Se, hvordan det forløber og få inspiration til oppyntningen her. 

Luk video