Gellerupbadet evakureret

Saltsyre-udslip endte i kloakken

Politi og brandvæsen blev tilkaldt tidligt fredag morgen til Gellerupbadet i Brabrand, fordi 500 liter saltsyre ved en fejl var blevet ledt ud i kloakken.

Fem personer blev øjeblikketligt evakueret fra Gellerupbadet, men politiet oplyser til Århus Stiftstidende, at saltsyren ikke var til nogen fare for personer udenfor området.

Politiet lavede dog en sikkerhedszone omkring badet, da syredampe kan være meget farlige at indånde.

Arbejdstilsynet skal nu klarlægge, hvordan uheldet kunne ske.

- Vores foreløbige vurdering lyder på, at udslippet skyldtes en funktionsfejl på noget udstyr. Helt konkret en knap, der havde sat sig fast, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til Århus Stiftstidende.

Miljøvagten fra Aarhus Kommune, Aarhus Vand, politi og brandvæsen var efterfølgende ude i en ordentlig omgang oprydning, blandt andet skulle kloakkerne skyldes godt igennem med vand.