Gellerup vil bygge sig ud af ghettoproblemer

Byggeri af 1000 nye boliger, store kontorhuse og et bystrøg gennem området skal løse ghetto-problemerne i Gellerup.

Sådan lyder udspillet fra Brabrand Boligforening til de igangværende forhandlinger med Århus Kommune om en helhedsplan for Gellerup. Det skriver Århus Stiftstidende.

"Plusplan for Gellerup" hedder boligforeningens plan, som avisen er i besiddelse af. Den beskriver Gellerup-området, med boligafdelingerne Gellerupparken og Toveshøj, som en multietnisk enklave, der i alt for høj grad er isoleret fra resten af Århus.

Et centralt punkt i planen handler om voldsomt meget mere byggeri. Man vil have bygget en hel masse nye boliger i tæt lav bebyggelse mellem de eksisterende boligblokke samt ovenpå blokkene.

De nye boliger skal være ejerlejligheder, andelsboliger og lejligheder.