Ged dræbt og skamferet

Ukendte gerningsmænd har dræbt en ged på en institution i Ry.

Det var et forfærdeligt syn, der torsdag morgen mødte de ansatte på Børnegården Lynghoved i Ry ved Skanderborg.

I en blodpøl i sin indhegning lå den ene af institutionens to geder dræbt, oplyser politiet. Geden havde fået stukket noget gennem halsen og et stykke af dens højre øre var skåret af

Gerningsmanden eller -mændene havde også forsøgt at slå den anden ged ihjel, men uden held.

Udåden fandt sted mellem onsdag aften klokken 21 og torsdag morgen klokken ni.

- Vi vil meget gerne høre fra vidner, der måtte have set noget ved institutionen i det tidsrum, siger den vagthavende hos Skanderborg Politi og tilføjer, at gerningsmanden må have fået en hel del blod på sig.