Gave glemt i bussen: Treårige Elias har fået sin julegave tilbage
Elias på tre år var glad, da han fik sin julegave tilbage. Han havde selv lavet den til sine forældre, men hans mor havde glemt den i bussen
Julegaven er fundet!
Elias på tre år mistede onsdag sin hjemmelavede julegave med skriften "Til mor og far. Fra Elias." i bus 4a i Aarhus. Det var Elias' mor Lilian Ekström, der havde taget den med hjem fra vuggestuen, men hun glemte den i bussen, da hun steg af.
Kort efter fandt Mads Mortensen den lille julepakke. Han delte et billede af den på Facebook, hvorefter hans veninde skrev et Facebook-opslag med en efterlysning af ejeren. Opslaget blev delt op mod 3.000 gange, og på den måde lykkedes det at finde frem til Elias og hans forældre.
- Det var helt utroligt først ikke at vide, at jeg havde mistet den til at blive tagget en million steder. Så det er rigtig rart. Det er en gave, der har meget værdi, fordi det er Elias, der har lavet den. Så det kan ikke rigtig forklares, hvad det betyder, at den er kommet igen. Jeg tror ikke, at jeg kan sætte ord på det. Jeg er rigtig glad og taknemmelig, siger Lilian Ekström, der er mor til Elias, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Canadisk familie efterlyser fotos
Følelsen af jul
Også Mads Morten var glad for at kunne levere pakken tilbage og har skrevet på sin Facebook-profil, at han helt er kommet i julestemning af oplevelsen.
- Julen er meget med at være medmenneskelig og med at være der for hinanden. Så min første tanke var, at den gave er Elias jo nødt til at få tilbage, så han kan give den til sine forældre. Så derfor var min første tanke jo også, at den måtte jeg dele på Facebook, siger Mads Mortensen til tv2oj.dk.
- Og så er det jo bare super rart, at vi så, ved hjælp af alle de delinger og alle de likes, kan finde ejermanden til gaven. Det er super fantastisk, siger Mads Mortensen.
Julegave-røveri var pure opspind
Gavens indhold ekstra spændende
I dag, fredag, blev julegaven lavet af Elias så afleveret tilbage. Og han blev glad for gaven, selvom der var lidt tvivl om, hvem julepakken egentlig tilhørte. Elias spurgte hurtigt mor Lilian, om hun ville åbne den for ham. Men Lilian Ekström gemmer den til juleaften, hvor hun nu glæder sig endnu mere til at åbne den.
- Jeg glæder mig til at se, hvad det er for en gave på torsdag. Det tror jeg bliver spændende. Den har fået lidt en større værdi, fordi at den også har en masse medmenneskelighed og tanker fra en masse mennesker, som har tænkt, at nu skulle den virkelig komme hjem, siger Lilian Ekström, der har lovet at sende en besked til Mads Mortensen, når hun finder ud af, hvad der gemmer sig i pakken fra Elias.
I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan Elias og hans mor reagerede, da de fik julegaven leveret tilbage.