Gasa fyrer 45 ansatte i Århus

Blomsterkoncernen Gasa nedlægger pakkehal og fyrer 45 ansatte i Tilst ved Århus.

Blomsterkoncernen Gasa nedlægger en pakkehal og dermed 45 arbejdspladser i Tilst ved Århus. Det sker som led i at få koncernen på ret køl.

Arbejdet med pakning af blomsterprodukter flyttes til Fyn. I Odense vil den nuværende håndtering af produkter stort set fortsætte uændret, oplyser Gasa.

Ved at centralisere håndteringen af produkter til Fyn regner selskabet med at opnå en række fordele. Tre fjerdedele af produktionen foregår i forvejen på Fyn.

Gasa Group omsætter for 2,1 milliarder kroner årligt og har tilsammen 12.000 ansatte målt på årsbasis. /ritzau/