Garvet tyv taget igen

Randers Politi vil forsøge at få en af byens mest ihærdige tyve bag tremmer i julen.

Politiet i Randers vil ved et grundlovsforhør i dag søge at få en af ordensmagtens gamle kendinge spærret inde i arresthuset julen over.

Det drejer sig om en 36-årig mand fra Randers, som er sigtet for en mindre håndfuld indbrud i private hjem. Manden har indrømmet et enkelt indbrud og et forsøg på samme, men nægter at være gerningsmand i de andre tilfælde.

For blot halvanden måned siden, 31. oktober, blev den 36-årige løsladt efter et års fængselsstraf for samme form for kriminalitet.