Gardere indtager Randers

Flere tusinde gardere tager til Randers, når byen bliver hjemsted for stort sommerstævne.

For randrusianere med hang til blæseinstrumenter og flotte uniformer bliver sommeren 2011 et sandt slaraffenland.

På det tidspunkt bliver Randers nemlig værtsby for Landsgarderforeningens Sommerstævne. Arrangementet vil trække 2-3.000 gardere til Randers i dagene 30. juni - 3. juli.

Formanden for Kultur- og Fritidsudvalget i Randers Kommune, Anders Buhl-Christensen (V), kunne med tilfredshed sætte sit navn på aftalen.

- Det er en begivenhed, der vil sikre, at sommeren 2011 bliver startet med fuld musik, siger han til kommunens hjemmeside.

Ikke færre end 500 udenlandske gardere forventes at deltage, da der foruden DM også afholdes Danish Open i gardermusik.

Dermed vil begivenheden være med til at sætte Randers på landkortet langt uden for kommunens grænser, vurderer Anders Buhl-Christensen.