Garantbeviser skal undersøges
S vil undersøge regler for garantbeviser
Sparekassen Østjyllands død efterlader 16.000 garanter med tab. Forholdene skal nu undersøges.
Man kan blive garant i en sparekasse ved at skyde penge ind. Men går den konkurs, står du med håret i postkassen og mister det beløb, du har stillet som garanti for sparekassen.
Det må 16.000 garanter i Sparekassen Østjylland nu sande, efter den søndag blev overtaget af Sparekassen Kronjylland.
Men nu vil Socialdemokraternes erhvervsordfører, Benny Engelbrecht, have undersøgt, hvordan de 16.000 kunder er blevet garanter:
- Der er behov for at se på, om man i den her forbindelse har overtrådt de eksisterende regler. Om nogle garanter eksempelvis har fået en forsikring smidt oveni, siger erhvervsordføreren.
De 16.000 garanter mister omkring en kvart milliard kroner på
sparekassens krak. Det svarer til over 15.000 kroner pr. garant.
Men der er stor forskel på, hvor meget de enkelte garanter har
stillet i garanti til banken.
Benny Engelbrecht vil have erhvervsminister Ole Sohn (S) til
at få undersøgt forholdene i Sparekassen Østjylland:
- Og er alle regler overholdt, så må man se, om der eventuelt skal strammes op nogle steder. Det er vi nødt til, for de er mange garanter rundt omkring, siger Benny Engelbrecht.
Erhvervsordføreren vil blandt andet have opklaret, hvilken form for rådgivning kunderne har fået. Samtidig kan det også blive nødvendigt at se på, hvordan de forskellige former for garantbeviser er skruet sammen.
- Vi er simpelthen nødt til at få en klarhed over, om reglerne virker godt nok, efter de blev strammet i forbindelse med, at Roskilde Bank krakkede, siger Benny Engelbrecht.