Hvad har du samlet på? Forening holder fast i populær dille fra tresserne

Færre samler på etiketter fra ølmærker, men engang var det meget populært.

Samlerne har mapper fyldt med gamle øl-etiketter.

Servietter, glansbilleder, hønseringe, fodboldkort, Diddl-papir.

Børn og unge har samlet på mange ting gennem tiderne. Og en gruppe mænd samler stadig, på trods af at de har fået en alder, hvor håret enten er gråt eller er faldet af.

De kalder sig det mundrette navn: Skandinavisk Bryggerisouvenir Samlerforening (i daglig tale SBS).

Vi har lidt svært ved at få nogle nye medlemmer. Vi er ved at være oppe i den grå hårgrænse. 

Kim Kjelstrup, formand, Skandinavisk Bryggerisouvenir Samlerforening

De samler på effekter fra bryggerier som glas, ølbrikker, skilte, flasker, kapsler, etiketter og andet, der omhandler bryggerier.

Lørdag holdt de byttedag og auktion i Den Gamle By i Aarhus, og der blev givet alt fra 10 kroner til 2500 kroner for et gammelt ølmærke.

Det var det her ølmærke fra Sct. Hans Bryggeri i Odense, der blev solgt for 2500 kroner. Foto: Michael Olesen

Formanden for foreningen har selv været oppe og give 1400 kroner for et gammelt ølmærke fra Bryggeriet Neptun, der engang lå i Silkeborg. Det er noget mere end selve flasken engang har kostet, men det betyder ikke noget for samleren.

Formand Kim Kjelstrups søn vil ikke overtage hans hobby, når han ikke længere er her. Han samler dog på gamle apotekerflasker med etiketter på. Foto: Michael Olesen

- Jeg har noget, andre ikke har. Det gør det lidt spændende, selvom jeg selvfølgelig ikke kan vide, om der ligger et i en skuffe et sted, siger Kim Kjelstrup, der er formand for SBS, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Frimærkesamlerne er en uddøende race: De unge er ikke interesserede

Til Vesttyskland for at hente mærker

Hans interesse stammer fra dengang, han var barn, hvor det angiveligt var meget populært at samle på øl- og sodavandsetiketter. Man skrev til bryggerierne, og som regel fik man et pænt brev retur med en pose etiketter fra sortimentet.

Foreningen plejede at mødes i Ceres Bryghus i Aarhus, men i år mødtes de i Den Gamle By.

Ifølge foreningen voksede samlermanien op gennem 1960’erne med flere byttestævner i Danmark og i udlandet. Tyskland og Østeuropa var foran Danmark på det punkt, og flere danskere tog primært til Vesttyskland for at deltage i byttestævner.

Læs også Fotograf tog billede på dronningens bryllupsdag - nu bliver billedet genskabt

Den danske forening fejrer i år 50-års jubilæum. Da de var flest, var de 700 medlemmer - og to ud af tre var under 40 år. I dag er der knap 90 medlemmer i foreningen, og af dem er kun ganske få under 40 år. Langt de fleste i SBS er i dag folkepensionister.

- Vi har lidt svært ved at få nogle nye medlemmer. Vi er ved at være oppe i den grå hårgrænse. Men man er jo stadigvæk interesseret, siger formand Kim Kjelstrup.

"Vil du se min frimærke-samling"

Også Filatelist Foreningen, der samler på frimærker, oplever en faldende interesse for at samle.

Men der kan komme meget sjove historier ud af at gøre det, lød det tidligere på året fra et par frimærkesamlere.

Det er nu fire år siden, at Sten og Lærke Brøchner kom i kontakt på en facebookside for samlere.

Læs også Troels Kløvedals hus er til salg

- Hun skrev, at hun egentlig samlede Australien, og så havde jeg et Australien liggende, som jeg ikke samlede på, og så sagde jeg, at hun kunne komme over og hente det, sagde Sten Brøchner til TV2 ØSTJYLLAND.

Og da han så spurgte, om ikke hun ville se hans frimærkesamling, så blev hun lidt længere. Og verdens måske ældste scorereplik blev altså taget i brug.

Sten Brøchner viste Lærke sin frimærkesamling, og siden har de været sammen.

- Den virkede den her gang. Jeg tror muligvis, det er første og eneste gang, griner Lærke Brøchner.

Og fire år senere deler de både soveværelse og frimærkesamling.

02:37

VIDEO: Færre og færre gider at samle på frimærker. Det mærker Danmarks Filatelist Forbund, hvor antallet af medlemmer falder. Men der er også dem, der stadig dyrker de små værdifulde lapper papir, og én har endda scoret sin kone ved at vise sin frimærkesamling.

Luk video