For gammel til at låne penge
75-årige Lis Fenger fra Århus fik afslag på lån med den begrundelse, at hun er for gammel.
Lis Fenger stod og manglede lidt penge op til jul. Derfor bad hun Sparbank i Århus, hvor hun har været kunde i mange år om nogle tusinde kroner. Men hun fik afslag.
- Hej Lis, Hermed fremsendes dine papirer med tak for lån. Vi må desværre afslå din forespørgsel om et lån, da vi i Sparbank mener du har en alder, hvor du skal kan leve af din pension. Beklager.
Sådan lyder afslaget ordret.
Det er Ældre Sagen NYT, der bringer beretningen om den rasende Lis Fenger. Hun føler sig groft diskrimineret på grund af sin alder.
Derfor har hun nu skiftet til Danske Bank, der lånte hende pengene uden problemer.
Se og hør Lis Fengers beretning i aften på TV 2 | ØSTJYLLAND. Det er fra klokken 19.30.