Gammel Estrup forvandler børnhavebørn til riddere

Nyt projekt skal gøre de mindste klogere på fortiden. Det er afgørende, at historien serveres i øjenhøjde, lyder det fra Gammel Estrup

Små riddere fra børnehaven Bette-bo i Auning er klar til kamp på Gammel Estrup. Foto: Gammel Estrup

Våbenskjolde, dragter og ridderturneringer.

Børnehavebørn har på det seneste prøvet kræfter med ridderlivet på Gammel Estrup ved Auning. Det er sket som led i et samarbejde mellem museet og lokale pædagoger.

- Vores mål med projektet er at gøre de lokale dagtilbud bevidste om de mange aktivitetsmuligheder, der er for børnehavebørn her på museet, siger Anders Sinding, en af museumsformidlerne bag projektet, i en pressemeddelelse.

Læs også Gl. Estrup: Vi kunne også bare lave et ishus

- Det er et mantra for os at formidle kulturarven i øjenhøjde, og derfor har vi taget udgangspunkt i temaer og fænomener, som børnene i et eller andet omfang allerede har kendskab til, siger Anders Sinding og tilføjer: 

- Børnene har uden tvivl haft det sjovt med at afprøve forskellige aspekter af herregårdshistorien på egen krop, og derudover har vi, igennem temaerne, arbejdet med større spørgsmål, som for eksempel hvad det vil sige at være en god ven.

Museumsdirektør Britta Andersen ser projektet som en investering i fremtiden. 
- Børnene er blevet klogere på den historie, som befinder sig i deres umiddelbare nærhed, og det vil forhåbentlig hjælpe dem til en stærkere forståelse for deres egns unikke historie på længere sigt, siger hun.