Galleriejer truet med pistol
Har udstillet for Kurt Westergaard
To mænd af sydlandsk udseende truede i dag indehaveren af Galleri Draupner i Skanderborg.
Sydøstjyllands Politi modtog i dag klokken kl. 13.05 en anmeldelse om, at to mand i uniformlignende tøj var kommet ind i galleriet, hvorefter den ene truede indehaveren af Galleri Draupner med en pistollignende genstand.
- Det nærmere hændelsesforløb er ikke på nuværende tidspunkt fastlagt, men mændene kørte fra stedet uden at have anvendt pistolen/genstanden, skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
De to gerningsmænd kørte fra stedet på Låsbyvej 15 ved Skanderborg formentligt i en sort coupélignende bil med alulister ved ruderne og Ledlygter.
Bilen var formentligt af mærket Audi A6 eller A5. Bilen var forsynet med stjålne nummerplader HW 49 081. Nummerpladerne er meldt stjålet den 26. februar 2013 i Haderslev.
Har udstillet for Kurt Westergaard
Galleriet har tidligere udstillet muhammedtegner Kurt Westergaards værker, men på nuværende tidspunkt står det ikke klart, hvorvidt der var tale om et røveriforsøg, eller hvad formålet med hændelsen nærmere var.
Gerningsmændene beskrives som:
A:
- Sydlandsk af udseende
- Brunlig i huden
- 180 - 185 cm høj og kraftig
- Han var muskuløs af bygning
- Han var bevæbnet med en pistollignende genstand i bæltet, og han havde et alufarvet baseballbat i hånden.
B:
- Ligeledes sydlandsk af udseende
- Brun i huden
- Ca. 175 cm og almindelig af bygning
- Han var også bevæbnet med en pistollignende genstand, som han truede indehaveren med
Indehaveren af Galleriet er efter det oplyste ikke kommet til skade ved hændelsen.
Har de oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114.