Galleri lukker midlertidig

Bevæbnede mænd truede galleri-ejer

"Galleri Draupner er beklageligvis lukket indtil videre".

Sådan står der på forsiden af galleriets hjemmeside, efter at galleri-ejer Erik Guldager tirsdag anmeldte til politiet, at han var blevet truet af to bevæbnede mænd.

Ifølge Erik Guldager mødte de to mænd op ved galleriet med køller og pistollignende genstande. Ingen personer kom dog til skade.

Efter episoden tirsdag eftermiddag har politiet forsøgt at finde frem til de to mænd, der opsøgte Erik Guldager. Galleri-ejeren selv er yderst fåmælt.

- Der gives ingen interview eller pressemeddelelse den næste tid, skriver Erik Guldager på Galleri Draupners hjemmeside. 

Erik Guldager har tidligere fortalt til TV 2 | ØSTJYLLAND, at han flere gange er blevet truet, efter at han valgte at udstille værker af den aarhusianske Muhammed-tegner Kurt Westergaard.

Efter hver episode har Erik Guldager kontaktet PET.