Galease på ruten Mols-Århus

Galeasen "Skødshoved" sejler igen sommer-sejlads fra Skødshoved til Marselisborg Lystbådehavn.

Det gode skib "Skødshoved" har sat sejl for sommeren med kurs over Århus Bugt og med turister ombord.

"Skødshoved", der er en såkaldt paketbåd fra 1907, er bygget til ruten. I dag holder charterture og feriesejlads skuden sejlende, og frivillige med saltvand i årerne står ved roret.

"Skødshoved" sejler to daglige ture fredag, lørdag og søndag fra henholdsvis Skødshoved og Marselisborg Lystbådehavn. Sidste tur denne sommer bliver 10. august.

I weekenden kan man mod lidt ekstra betaling også komme med på en frokosttur på Århus Bugt med afgang og ankomst i Skødshoved.

Man kan være heldig at få plads på turen ved at troppe op enten i Skødshoved eller på Marselisborg Lystbådehavn. Vil man gerne være sikker på at få havbrise i håret, kan man bestille billetter hos Rønde Turistbureau.