Gæsterne har talt: Totalt kaos til AC/DC-koncert
TV 2 | ØSTJYLLANDs brugere på Facebook revser sikkerheden til søndagens koncert og organiseringen af den
Debatten raser på de sociale medier efter gårsdagens store AC/DC-koncert i Aarhus. Fælles for stort set alles mening er, at bandet med Axl Rose i spidsen var forrygende, men alt det logistiske og organisatoriske omkring afviklingen af koncerten sejlede.
- Århus stadion er og bliver en B-løsning. Lige så snart der er mere end 10.000 tilskuere så dør logistikken! Se nu og få det skrammel jævnet med jorden og få bygget et moderne stadion der kan rumme fodbold og koncerter af den kaliber som i går, skriver Peter Fosgerau blandt andre.
Læs også: Anmeldernes dom: Fed rock men ingen styr på logistikken
Flere slår da også fast, at de ikke vil til koncert på Ceres Park igen.
- Der var bestemt min sidste koncert på Ceres Park. Total kaos mht indgang og udgang.
Forlod koncerten tidligt pga frygt for panik ved udslusning af menneskemængden, lyder det fra Søren Dahlgaard Larsen.
Lær af Horsens!
Nogen mener, at der sågar blev lukket alt for mange folk ind på stadion, og at det kunne have gået grueligt galt med de mange folk samlet uden styr på sikkerheden. Beslutningen om kun at have to ind- og udgange åbnet kritiseres også.
- Hvad ville de ha gjort hvis de skulle evakuere stadionet? Folk stod som sild i en tønde og mere end en gang opstod farlige situationer sig, pga dårlig planlægning. Hvorfor dog ikke åbne ALLE udgange, så folk kunne komme ud, spørger Aase Knudsen.
På Facebook er der også klare udmeldinger i forhold til, hvordan koncerten i stedet burde have været afviklet. Lær da af Horsens og hvorfor ikke flytte den ud til, hvor Grøn Koncert holdes, er folks kommentarer.
TV 2 | ØSTJYLLAND forsøger at få en kommentar fra arrangøren Live Nation.