Gæster strømmer til Dokk1
Efter den første måned har 120.000 besøgt Aarhus' nye bibliotek og borgerservice
Det tyder på, at interessen for Dokk1 er stor. Den seneste måned har 120.000 personer valgt at lægge vejen forbi det nye byggeri, der rummer bibliotek og borgerservice, på havnen i Aarhus.
Til sammenligning havde det gamle Hovedbibliotek i Mølleparken sidste år i juli 40.000 besøgende, og det samlede besøgstal hos alle de aarhusianske folkebiblioteker var i samme periode 131.000.
Se: Video: Et vildt døgn i Dokk1
I gennemsnit besøger 3.700 personer dagligt Dokk1, hvis man ikke regner tallene fra den første åbningsweekend med, hvor 18.000på de to dage kiggede forbi.
- Det overstiger vores forventninger. Vi har fået så mange positive tilkendegivelser fra vores brugere, siger leder for Drift og Ressourcer Troels Vestergaard til tv2oj.dk
- Vi forventer, at vi vil få endnu flere besøgende den kommende tid, når folk finder ud af, hvor mange muligheder der er hernede. Vi har jo noget for alle aldersgrupper.
Optællingen har indtil nu været manuel, men den vil inden for kort tid blive digital.